Så stikker tøserne afsted på forlænget weekendtur til Berlin.
Jeg har været der en enkelt gang før, men det er rigtig mange år siden. Sofie har været der 3 gange.
Planen er at vi kører derned, vi starter torsdag eftermiddag og har bestilt plads på færgen Gedser-Rostock.
Fortsættelse følger når vi er ankommet.
Berlin er en rigtig dejlig by. Der er mange smukke bygninger, dejlige indkøbsmuligheder, gode transport muligheder og dejlig bare at vandre rundt i.
Vi ankom til hotellet ved 21 tiden torsdag aften. Vi havde booket plads på hotel Holiday inn east. Det er et rigtig godt hotel til prisen. Det ligger et stykke fra centrum, men der går trams lige ude for døren, så det er nemt og hurtigt at komme ind til byen. Der ligger intet i hotelområdet, det er et temmelig trist område.
Men som sagt er det nemt at komme ind til byen. Det er en rigtig god ide at købe et dagskort til de offentlige transport midler. Korten kan købes på hotellet eller i enhver kiosk. Det koster 6,40 Euro. det gælder for en hel dag til kl. 0300 om natten. Berlin centrum er temmelig stor og det er simpelthen et must, at kunne tage en bus eller metro fra sted til sted, hvis ikke, ja så findes der et apotek på næsten hvert gadehjørne, hvor du kan købe plaster til dine vabler....Ha ha....
Vores første dag gik med at trave byen tynd, vi startede med at tage tram nr 5 til Alexanderplatz, derfra gik vi så rundt i centrum. Til Domkirken, videre ud af Unter den Linden og ned til Brandenburger Tor. Her hvilede vi lidt og så på det mangfoldige liv der hersker her. Hestevogne, cykeltaxier og unge mennesker der underholdt med streetdance, meget dygtige var de.
Og nu var det så at tøserne havde gjort klogt i at benytte sig at et dagskort, men nej, nej, vi er vant til at rejse, vant til at trave rundt i alverdens byer og alverdens lande. Det har aldrig været noget større problem og det er jo skønt at gå. Vejret var varmt og vi havde sandaler på, ikke travesko, så da vi sidst på eftermiddagen satte os ved en dejlig cafe og smed sandalerne, for lige at se hvad det var der gjorde så ondt, ja så var der store vabler. Øv øv. De gjorde ondt. Jeg har et par gange haft vabler på hænderne, når jeg har taget en lidt for stor tørn i haven, men kan ikke huske at have haft nogen på føderne tidligere, så det var lidt af en overraskelse. Sofie sagde at der skulle prikkes hul på dem, men det måtte vi vente med til vi var tilbage på hotellet.
Nu blev det faktisk rigtig svært at gå, men vi kæmpede os alligevel rundt.
Ved 7 tiden tog vi en tram fra Alexanderplatz tilbage til hotellet.
Vi fik prikket hul i vablerne, fik os et tiltrængt bad og tog så tram nr. 13 til et område hvor der var mange restauranter og masser af mennesker. Det skulle være meget in ifølge receptionisten på hotellet, men det virkede som om det mest var studerende. Vi fandt dog en hyggelig restaurant og fik god mad. Vi blev dog enige om at det ikke var et sted for os. Vi tog tram 13 tilbage til hotellet og kravlede trætte i seng.
En ting der undrede os virkelig meget, var alle de mennesker der gik rundt med en flaske i hånden, vi så det hele tiden, på gaden, på tramen og på togene. Så mange mennesker gik med enten en øl eller noget stærkere, især i den østlige del af Berlin. Problemet var ikke så stort i den vestlige del. Vi så også mange hjemløse og outrere, rigtig mange af samfundets, skal vi kalde det " anderledes " mennesker, er en stor del af bybilledet. I det meste af Berlin er der rent og pænt, der er mange affaldsspande med indbygget askebæger, hvilket gør at du altid kan komme af med dit affald eller cigaretskod. Men i nogle områder ser du folk der bare ligger og sover brandert ud på gaden, eller er bedøvede af noget stærkere.
En meget mangfoldig by, må man sige.
Lørdag var vi selvfølgelig så kloge at investere i en dagsbillet, hvilket vi også var nødt til, da vi dårligt kunne gå.
Vi tog tram og u bahn til Hackescher Markt. Her kan man få sin købelyst styret. Her er masser af butikker af alle mulige slags, samt et marked, der sælger alt hvad hjertet kan begære.Mit shoppegén var ikke så stort, så jeg sad på en cafe med en Latte, imens Sofie fik styret sin lyst.
Bagefter gik vi ned til Friedrichsbrücke hvor vi hoppede på en turistbåd.
Disse både er rigtig hyggelige, Man sidder godt, der er servering af både mad og drikkevarer mens man glider stille forbi den ene imponerende bygning efter den anden og selvfølgelig får lidt information om de forskellige bygningsværker. 1 time varede den og kostede 8 Euro.
En af de ting der er rigtig dejligt ved Berlin, er alle de offentlige steder man kan være, der er masser af grønne områder hvor man kan smide sig i græsset og liggestole langs med floderne, så man bare kan sidde der og nyde vandet og de mange turistbåde der glider forbi. Også flere barer på de store pladser har liggestole du kan benytte.
Sidst på dagen tog vi tilbage til hotellet for at gøre os klar til at gå ud og spise.
Vi havde bestemt os for at tage tilbage til Hackescher Markt for at spise der. Tram nr. 5 og 6 gik lige fra hotellet og dertil, så vi kunne undgå at gå ret meget.
Vi fandt hurtigt en spansk restaurant som så hyggelig ud og bestilte noget tapas. Det var godt og vi kunne se at det var en spanioler der ejede stedet.
Efter en god middag tog vi hjem og gik i seng.
Søndag skulle vi hjem, men vi skulle først med færgen kl 1700 så vi havde nogle timer og havde bestemt os for at tage ud og se Charlottenburger slot. Vi ville tage bilen og så kører videre til færgen bagefter.
Det blev desværre et mareridt, vi kørte rundt i 2 timer. Alle veje var spærret, der skulle være et cykelløb i den del af byen hvor charlottenburg ligger, så det var umuligt at komme nogen vegne, vi sad fast og til sidst bestemte vi os for at droppe det og bare komme ud af byen.
Vi nåede en færge kl. 1500 istedet, fik lidt mad på færgen og var heldigvis ikke så sent hjemme.
Det var en god tur og en vi helt sikkert vil huske. Som altid, når jeg rejser med Sofie, har vi det super hyggeligt, bliver enige om hvad vi har lyst til og brokker os aldrig over de stradbasser vi måtte komme igennem, i hvert tilfælde ikke ret længe.......